VEU-håndbogen – overblik og perspektiver på voksenuddannelse
Denne bog giver et overblik over voksenuddannelsessystemet i Danmark.
25. august 2020
Forfatteren, Michael Andersen, er cand. mag. i samfundsfag, geografi og erhvervsøkonomi og har en masteruddannelse inden for det pædagogiske felt.
Opdelingen og strukturen i bogen er klar og overskuelig. Der er en stor mængde information og grafer, tabeller, skemaer og lignende. Man er godt dækket ind med grundlæggende fakta.
Stoffet omfatter også en udmærket historisk gennemgang og diskussion af VEU-systemets historiske baggrund. Spændende læsning, der sætter tingene i perspektiv.
Man får ikke kun en formel redegørelse for VEU-systemet, men også en grundig redegørelse for aktuelle temaer, blandt andet motivation og digitalisering.
Om bogen
- Forfatter: Af Michael Andersen
- Forlag: Samfundslitteratur
- Antal sider: 218 sider
- Pris: 298 kroner.
- Bogen får ✓✓✓✓✓
Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.
Forfatteren redegør med godt overblik for komplekse problemstillinger, og man fornemmer også en vilje til at fremlægge forholdene upartisk og nuanceret. Hele bogen er i det hele taget behageligt saglig og upolemisk.
Der gøres endvidere sobert og grundigt rede for de enkelte voksenuddannelser.
VEU-håndbogen er anvendelig til læsning i sin helhed, såvel som til læsning i udvalgte bidder (hvis man har en speciel interesse i et afgrænset emne som for eksempel voksenvejledning), og som decideret opslags- og referenceværk.
VEU-håndbogen vil egne sig til alle, der har brug for at forstå VEU-systemet både i overblik og detaljer. Til mange af VEU-systemets kursister vil bogen nok være ”at skyde spurve med kanoner”, men hvis stoffet formidles på rette niveau, vil det kunne anvendes.