Anmeldelse

Pissedårlig ledelse

Denne bog er både pisseinteressant og pisserelevant. Indlæggene handler om ledelse, men er ikke – som titlen måske kunne antyde – udelukkende negative i deres beskrivelser.

Anmeldt af Martin Dybdal

24. september 2020

De handler snarere om at turde se fejl og faldgruber i øjnene for derigennem at udvikle sig som leder. De fem bidrag er stærke og fagligt solide, dejligt fri for tidens letkøbte succes-retorik uden at være sortsynede og pessimistiske.

Hovedforfatterne er Alexander von Oettingen, dr. pæd., prorektor ved UC Syd og Karsten Mellon, ph.d., lektor ved Professionshøjskolen Absalon. Bogens kerne er i fem dele ved Karsten Mellon, Søren Voxted, Katrin Hjort, Klaus Majgaard og Alexander von Oettingen.

Bogen er kompakt, men ikke nødvendigvis letlæst. Der er meget information og diskussion i de 69 sider. Der henvises også i teksten til forskellige psykologer, filosoffer, ledelsesteoretikere med flere, som det ikke nødvendigvis er alle, der har læst på forhånd eller kender til. Her er internettet et nyttigt redskab, men en ordliste med en kort opsummering af bogens centrale begreber og personer, ville have gjort den mere læsevenlig.

 

pissedårlig ledelse.png

Om bogen

 

  • Forfatter: Af Alexander von Oettingen med flere.
  • Forlag: Hans Reitzels forlag
  • Antal sider: 69 sider
  • Pris: 125 kroner, i-bog 87,50 kroner.
  • Bogen får ✓✓✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Selvom der er tale om avanceret ledelsesteori, vil medarbejdere uden ledelsesansvar også få stort udbytte af bogen, da den giver et nuanceret billede af ledelse – både det sure og det søde – og derigennem også den ledelse, man møder til daglig i sit arbejde. Den er helt afgjort et vigtigt værktøj til at skabe forståelse mellem ledelse og medarbejdere.

Bogen er under alle omstændigheder en indsats værd. Det ville være ærgerligt, hvis den kun blev for en sluttet kreds af fagfolk, da den er væsentlig for alle, der befinder sig i en organisation – og det gør vi jo alle.

Del siden på: