Klimaforandringer – politik, økonomi, sociologi
Klimaforandringer – politik, økonomi, sociologi
25. august 2020
Men der er naturligvis stadig en gruppe borgere, som enten er ligeglade, ikke tænker på emnet eller ikke er enige med alle andre om bekymringen for klimaet. Og det kan være mere end svært at overbevise denne gruppe om vores alvorlige situation.
Derfor er gode, velskrevne, sobre bøger og andre indlæg så absolut nødvendige – og allerhelst med veldokumenterede tabeller og grafer, men uden at virke missionske.
En sådan bog er Ole Hedegaard Jensens, som på meget pædagogisk vis sætter fokus på menneskehedens største udfordring – og vel at mærke meget tydeligt ser klimaforandringerne som et politisk, økonomisk og socialt problem.
Med følgende traditionelle kapitler kommer bogen vidt omkring emnet:
* Klimaforandringer
* Klimapolitik som politikområde
* International politik
* Klimapolitik i Danmark
* Økonomiske redskaber
* Risikosamfundet og accelerationssamfundet
* Diskurser om klimaet
* Græsrodsbevægelser og aktivister
og hertil et aldeles glimrende stikordsregister.
Hele vejen gennem bogen mærker man særdeles tydeligt forfatterens store erfaring med undervisning og med emnet – selv de mest komplicerede emner er beskrevet i et enkelt og letlæseligt sprog. I alle kapitler supplerer talrige, gode figurer og tabeller teksten; hertil hjælper også en stribe yderst velvalgte fotos, som meget direkte viser, at bogen er ført op til helt aktuelle forhold. For eksempel optræder svenske Greta Thunberg på side 99, og på side 103 de såkaldt ”gule veste” i Paris. Endvidere rummer bogen talrige refleksionsspørgsmål, tjekspørgsmål, faktabokse om kernebegreber og mange, mange opgaver – fremragende gjort!
Dermed kan bogen give eleverne på flere niveauer god forståelse for klimapolitikken og samtidig give dem redskaber til at analysere klimapolitik som et politikområde.
Om bogen
- Forfatter: Ole Hedegaard Jensen
- Forlag: Systime
- Antal sider: 111 sider
- Pris: 98 kroner.
- Bogen får ✓✓✓✓✓
Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.
Det vil på ingen måde overraske denne anmelder, om bogen kan være med til at skærpe elevers bevidsthed om klimaforandringernes alvorlige konsekvenser, hvilket jo heller ikke vil gøre noget...
Bogen bevæger sig ingenlunde kun på konkrete planer. Undervejs inddrager forfatteren teoretikere som de anerkendte tyske sociologer Hartmut Rosa og Ulrich Beck, hvis analyser og afklaring af begreber har været nærmest banebrydende. Desuden gengiver bogen yderst sobert de berømte modeller af den amerikanske politolog, David Easton på side 18 og af den svenske politiker og minister, Björn Molin på side 21.
Både analyser og modeller bliver godt og grundigt beskrevet og forklaret, så selv klimaskeptikere vil kunne forstå alvoren.
”Klimaforandringer fås også som iBog med adgang til talrige illustrationer, opgaver, ordforklaringer og video.
Bogen er tiltænkt temaforløb i samfundsfag på A- eller B-niveau. Men denne anmelder forventer den også anvendt i tværfaglige projektforløb i blandt andet international politik, økonomi, sociologi og historie – vel at mærke på flere niveauer og i flere ungdomsuddannelser.
Forlaget Systime har med denne beskedne bog igen-igen udgivet en seriøs, vel gennemarbejdet og yderst relevant bog med en lang række tankevækkende perspektiver. Men Ole Hedegaard Jensen skal have endnu mere ros for at have skrevet denne bog med særdeles alvorlige emner i et forståeligt sprog for vore elever og kursister. Desuden stort skulderklap for de fremragende spørgsmål undervejs. Det er sjældent set så godt.