Didaktiske revolutioner

“Didaktiske revolutioner” henvender sig primært til studerende og andre fagfolk inden for det pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige område.  Den forudsætter et vist kendskab til pædagogikkens idehistorie, dansk skolehistorie og didaktik”, står der i bogens forord. En samlet beretning om udviklingen af undervisning, og hvordan vi har ”holdt skole” i Danmark er dog umiddelbart brandspændende for alle, der interesserer sig for undervisning og indlæring. 

De enkelte kapitler og temaer kan sagtens behandles med flere interesser og på flere niveauer. Og umiddelbart efter præsentationen henvises til fire vægtige fagbøger som baggrundsstof og mere intensiv læsning.

“Didaktiske revolutioner” består af fem store kapitler, opdelt med underafsnit, og afsluttet med en opsummering. Efter forord og indledning følger kapitlerne:
Første didaktiske revolution:  “Opfindelse af undervisning”
Anden didaktiske revolution: “Orden og struktur”
Tredje didaktiske revolution: “Elevenlig skole”
Kommer der en fjerde didaktisk revolution? Eller blot en fortsat evolution?

I forordet melder forfatteren Per Fibæk Laursen, rent ud, at hans hovedinteresse er almue- og folkeskolen, men ”… jeg analyserer også latinskolens udvikling, fordi den frem til omkring år 1900 var først med flere væsentlige nyskabelser”.

Denne bogs første side brødtekst åbner med et monstrøst terningekast. “Vi er gode til at undervise i Danmark”. Og senere på samme side ”Derfor er denne bog også ment som en opfordring til at værne om skolen og undervisningen kvaliteter og respektere undervisningens egne værdier og logikker. Det er med andre ord en fortælling med en morale”. Dette bliver godt fulgt op af en sand lobhudling af lærerstanden på sid 61. Om skolens udvikling og fremskridt op gennem historien lyder det, at den er ”… først og fremmest et resultat af lærernes arbejde med at udvikle en undervisning, der fungerer med de aktuelle elever i det aktuelle samfund”.

Vi skal helt hen til side 43, før der kommer et samlet kapitel med tematisering af begrebet “Didaktik”.  Indtil da fremlægger forfatteren først og fremmest begrundelsen for bogens emne – didaktiske revolutioner – og ridser præmisserne op for sin forståelse.

I gamle dage – indtil begyndelsen af 1970-erne – tilbød lærerseminariet et fag, der hed ”Metode”.  Det blev afløst af faget ”Undervisningslære”, som så igen er afløst af “Didaktik”. Per Fibæk Laursen påpeger, at pointen i at forstå “didaktik” imidlertid er, at der ikke tidligere har været en klar skelnen mellem didaktik og didaktiske teorier. Det er kun en begrænset del af vores kulturs opsamlede viden om undervisning, der er udformet som didaktisk teori.  Det meste har form af erfaringer, sædvaner, normer, institutionelle rammer og praktisk kunnen” (Side 43).

“Didaktiske revolutioner” er et letlæst og seriøst bud på at forstå udviklingen i den danske skolehistorie siden latinskolerne i 1100-tallet.  Her er også en god portion faktuel viden og erfaringer til forståelse af, hvad der har igangsat og fastholdt/kasseret de forskellige forandringer.

Alligevel kan årsags-virkningsforholdet – drivkraften – til disse revolutionære forandringer diskuteres.  Blev udviklingen af skriftsproget og bogtrykkerkunsten for eksempel årsagen til, at danske børn skulle lære at læse, som Per Fibæk mener. Eller muliggjorde disse opfindelser, at kirkens/statens ønskede, at det skulle være muligt at læse bibel og katekismus, som er denne anmelders input? Og på side 63 står, at ”ligesom man kan sige, at den industrielle revolution var opfindelsen af industri … kan man kalde opfindelsen af undervisning for den første didaktiske revolution”. Øhhh… var det ikke opfindelsen af dampmaskinen i 1857, der muliggjorde og startede den industrielle revolution? Også her en teknologisk revolution, der flettet sammen med politisk nytænkning og et ændret menneskesyn former og driver frem ny pædagogik og ny praktisk undervisning.

Det er langt hen i bogen lidt uklart, om reformpædagogikken opstod parallelt og blev udviklet som alternativ til den almene skole. På side 224-225 opstiller Per Fibæk imidlertid en oversigt, som gør det klart, hvordan skoleudviklingen var og er dynamisk og levende. Skolens vilkår og mål fornys, de økonomiske rammer og elevgruppens sammensætning ændres. Målet er altid en evig forbedring af undervisningen.  Derfor bliver der taget chancer, kasseret, renoveret og det bedste fastholdt. 

Men det er, som om forfatterens iver efter at føre sit eget projekt i marken ind imellem spærrer for den helt nærliggende forklaring på mange forandringer i skolen.  Så som den generelle humanisering, oplysning og sekularisering. Det er lidt en skam, for teksten i bogen er vedkommende og stærkt nok i sig selv.  Uden glamour-indpakninger og henvisninger til internationale kapaciteter.

Forfatterens credo på første side i bogen: “Vi er gode til at undervise i Danmark” medfører ikke, at kampånd og begejstring over oplysningstanken pibler ud mellem linjerne. Mindre kan også gøre det.