Didaktisk opslagsbog
Ønsker man et overblik over klassiske og moderne didaktiske begreber, er denne bog god at tage fat på.
25. august 2020
Jeg forestiller mig, at den især vil være relevant for kommende og nuværende undervisere eller forskere inden for didaktik, som har brug for et kort indblik eller overblik.
De forskellige bidrag i bogen er kortfattede, men med gode litteraturhenvisninger for den, der gerne vil dybere ind i et didaktisk emne. Samtidig er der ingen tvivl om, at bidragene kommer fra undervisere, forfattere og forskere, der har et godt kendskab til det, de skriver om. Jeg tænker, at det har været en prøvelse for de forskellige at skrive så kort en tekst, men det er en hjælp for læseren, der dermed kan bruge bogen som opslagsbog.
Om bogen
- Forfatter: Redigeret af Peter Brodersen
- Forlag: Hans Reitzels Forlag
- Antal sider: 336 sider
- Pris: 350 kroner.
- Bogen får ✓✓✓✓✓
Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.
Jeg har selv en pædagogisk uddannelse og baggrund, hvilket gør, at jeg kan nikke genkendende til en del af de introducerede begreber og emner. Samtidig er jeg sikker på, at jeg ville finde bogen indforstået, hvis jeg ikke netop mødte indholdet med min baggrund. Det står også klart for mig, at bogen udelukker en del andre læsere end undervisere med temaer som for eksempel ”klasseledelse”, ”stilladsering” og ”planlægning af undervisning”. En anden ting, jeg bider mærke i, er, at der ikke gives en nærmere forklaring på, hvorfor det netop er de pågældende emner og forfattere, der er valgt ud. Man kunne således godt have ”forsvaret” eller forklaret udvalget lidt nærmere.
Med andre ord rammer bogen måske ikke så bredt et publikum, men det foregiver den på den anden side heller ikke at ville. Den er vedkommende og velskrevet både for nye generationer af undervisere og for nuværende, som eventuelt har mistet orienteringen og er blevet begrebsforvirret. Her vil bogen kunne tjene som en god nødhjælpskasse.