Anmeldelse

Det kreative nej

I denne anbefalelsesværdige bog ser Lene Tanggaard på begrebet afvisning, og hvordan det kan bruges kreativt.

Anmeldt af Martin Dybdal

3. august 2020

Lene Tanggaard er er cand. psych., ph.d., rektor for Designskolen i Kolding og professor ved Aalborg Universitet. Man fornemmer den faglige ballast, for ”Det Kreative Nej er ikke en nem, fiks og færdig-selvhjælpsbog, men et seriøst fagligt værk, der undersøger og forklarer begrebet afvisning ud fra et solidt videnskabeligt grundlag.

Udgangspunktet er kvalitativ forskning og viden, formidlet på en levende måde. Ikke i form af plancher, modeller og grafer, men ved en klar og logisk disponering. Forskningsresultater fra højeste niveau blandes med forfatterens egne erfaringer og fortællinger på en underholdende og gensidigt understøttende måde.

Selvom bogen er underholdende og afvekslende, er den på ingen måde popsmart. Blandt andet kaster forfatteren et skarpt blik på tidens “del dine fejl”-kampagne. Jeg vil ikke her referere Lene Tanggaards analyse, men kraftigt opfordre til at læse den - den er fremragende.

Bogen vil egne sig til alle, der har med uddannelse at gøre. Stoffet er yderst relevant for alle og vil med fordel kunne anvendes bredt. Som lærebog til elever vil den nok være for svær til 10. klasse. Men på niveauer, hvor den ikke kan anvendes direkte som lærebog, vil “Det Kreative Nej” kunne tjene som faglig inspiration for læreren, som så kan arbejde kreativt med at formidle bogens pointer.

Det er de helt sikkert værd.

Bogen indeholder desuden ret omfattende noter og referencer, som vil kunne give inspiration til yderligere at udforske afvisningens mangeartede psykologiske aspekter.

Det kreative nej

Om bogen

Forfatter: Lene Tanggaard

Forlag: Akademisk Forlag

Antal sider: 158

Pris: 249 kroner

Bogen får 

 

 

Del siden på: