Anmeldelse

The English Handbook

Denne yderst praktiske håndbog giver nogle aldeles glimrende anvisninger og redskaber til selv at komme videre ad den vej.

Anmeldt af Ole Fournais

27. marts 2020

Meget ofte hører vi i internationale fora og i tværnationale projekter, at ” … you Scandinavians… ” taler så godt engelsk. Og ofte har vi med rette eller ej den opfattelse, at vi også selv kan forstå (det meste af) det talte engelske ved et møde eller foredrag.

 
I sammenligning med mange personer fra syd- og østeuropæiske lande klarer vi danskere os meget ofte temmelig godt i sådanne sammenhænge.

Men alligevel kan vi alle forbedre vores engelske kompetencer, og samtidig skal vi konstant søge at hjælpe vore børn, unge og studerende til både at tale, skrive og forstå engelsk.

Denne yderst praktiske håndbog (måske lidt vel mange sider til at fortjene denne betegnelse?) giver nogle aldeles glimrende anvisninger og redskaber til selv at komme videre ad den vej.

EnglishHandbook (1).jpg

Om  bogen

 

  • Forfatter: Trine Østergaard
  • Forlag: Systime,
  • Antal sider: 318 sider
  • Pris: 250 kroner plus moms
  • Bogen får ✓✓✓✓✓
      

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Bogen er inddelt i tre dele, hvor man i første del giver et ganske godt og anvendeligt overblik over og en tydelig forståelse for litterære perioder, genrer, sprog og medier.

I anden del får eleverne redskaber til at analysere forskellige typer tekster og medier plus analysemodeller. Tredje del er fokuseret på de skriftlige opgaver, hvor man får forslag til diverse strukturer i skriftlige afleveringer og til hvilke elementer, der er vigtige at få med.

En af denne glimrende bogs styrker er de talrige små afsnit, som alle er præget af forfatterens solide pædagogiske erfaring og rummer denne fine inddeling: 

* Literary periods (English and American)
* Genres of fiction and non-fiction
* Critical approaches to literature
* Language
* Media
* How to analyse/analyse-guides
* How to write/skrive-guides
* The use of internet resources.

Hele bogen er præget af et dejligt letlæseligt, ukrukket ikke-akademisk sprog, og hvert afsnit rummer gode forklaringer på nøglebegreber, letforståelige eksempler og små øvelser.

Desuden suppleres teksterne af talrige gode og relevante fotografier plus yderst brugbare figurer.

Hertil på side 317 en særdeles anvendelig liste over fotografierne og på side 311 en tilsvarende liste over internet-kilder. I denne sammenhæng bringes en spændende og tankevækkende afsnit med begrebet ”fake news”. Det er bare godt gjort! 

Som efterhånden næsten altid ved bøger udgivet af Systime får køberen også adgang til en lang række vældig gode og meget brugbare digitale muligheder via iBog som for eksempel originaltekster, opgaver, videoer, billeder og ordforklaringer – i alt 423 sider. 

Forlaget Systime fortjener igen-igen megen ros for en praktisk og yderst anvendelig udgivelse til flere uddannelser og på flere niveauer. Men mest ros skal forfatteren, den tidligere gymnasie-lektor Trine Østergaard have for en solid og vel gennemarbejdet bog, som vil kunne bruges af mange elever og studerende på diverse ungdomsuddannelser. 

Dog en enkelt, men alvorlig anke: Bogen har intet stikordsregister. Det er at svigte vore elever.

Bortset fra denne lapsus fra en forlagskonsulent får bogen hermed den bedste anbefaling!

Del siden på: