Anmeldelse

DELT – en bog til unge om digitale krænkelser

DELT er skrevet af Milla Mølgaard, journalist og redaktør på Politiken, i samarbejde med blandt andre Medierådet for Børn og Unge og Red Barnet. Den er del af Projekt “DELT”, der også omfatter andet undervisningsmateriale, men kan dog sagtens stå alene.

Anmeldt af Martin Dybdal

18. februar 2020

B

ogen henvender sig til unge og vil være velegnet til klasseundervisning, men vil også kunne bruges som almindelig læsebog, især fordi hverken sprog eller opbygning er unødigt kompliceret.

Den er bygget klart op i afsnit med hver sin historie eller tema. Der fortælles om krænkelser set fra ofrenes, krænkernes og fagfolks side – både den psykologiske og den juridiske sagkundskab.

DELT af Milla Mølgaard_forsidebillede.jpg

Om  bogen

 

  • Forfatter: Milla Mølgaard
  • Forlag: Straarup & Co.
  • Antal sider: 230
  • Pris: 229 kroner, e-bog 100 kroner
  • Bogen får ✓✓✓✓✓
      

 

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Der løftes ikke pegefingre, men fortælles åbent og ligefremt om, hvad digitale krænkelser er, hvad konsekvenserne for ofrene er, og hvad de kan være for gerningsmændene – også dem, der “bare” deler. Bogen er i sit udgangspunkt på ofrenes side, men der opfordres ikke til heksejagt. Tværtimod forsøger bogen at sætte sig ind i, hvad der kan motivere nogen til at dele andres intime billeder mod deres vilje, uden at den dermed undskylder krænkelser eller medvirken til dem.

Der gives konkrete råd til, hvordan man kan handle, hvis man er blevet udsat for digital krænkelse. Rådene er fornuftige og handlingsorienterede og kan være med til at hjælpe en ung til at gøre noget positivt ved en meget vanskelig situation. 

“DELT” lægger op til diskussion i klassen og kommer med flere spørgsmål, som vil kunne danne grundlag for spændende samtaler i klassen. Blandt andet dette: Er der forskel på holdningen til frække billeder, alt efter om de kommer fra en pige eller en fyr?

Nuanceringen af emnet er førsteklasses. Blandt andet i et fremragende afsnit med aktivisten Emma Holten, der selv har været udsat for digital sexkrænkelse. Der gøres også sobert opmærksom på, at det store flertal af unge ikke medvirker til digitale krænkelser.

“Delt” er seriøs, veldisponeret, nuanceret, informativ og kommer godt omkring sit emne og kan anbefales bredt til alle, der interesserer sig for pædagogik, didaktik, psykologi og ungdomskultur eller dem, som bare vil sætte sig ind i et aktuelt emne og naturligvis også til alle, der har problematikken tæt inde på deres personlige liv.

Del siden på: