Anmeldelse

21st Century Mindset – fra forandringsparat til forandringsdrevet

Bogen henvender sig til personer, som nysgerrigt følger udviklingen med den nye opfattelse af verden omkring os – dens teknologier og deres betydning og konsekvens.

Anmeldt af Ole Fournais

4. marts 2020

Dette er på mange måder en både besynderlig og bekymringsskabende bog...

På bogens bagflap slår forlaget takten an med dette udsagn: "Vi står ved foden af den tredje teknologibølge. En bølge, der vil ændre, hvordan vi arbejder, lever og formentlig også tænker”…

Bogen henvender sig til personer, som nysgerrigt følger udviklingen med den nye opfattelse af verden omkring os – dens teknologier og deres betydning og konsekvens. Undervejs stiller forfatteren spændende spørgsmål som for eksempel: Hvordan skal vi geare os til det eller de nye mindset? 

21st Century Mindset.jpg

Om  bogen

 

  • Forfatter: Louise Opprud Jakobsen med bidrag af Preben Mejer
  • Forlag: Systime
  • Antal sider: 126
  • Pris: 160 kroner
  • Bogen får ✓✓✓✓✓
      

 

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

På relativt få sider kommer den "digitale futurist", som forfatteren præsenterer sig, langt omkring med kapitler om blandt andet Nye teknologier, Bølger og nøgleteknologier og Hvordan vil vi arbejde i fremtiden?

Bogens noget avancerede og i høj grad abstrakte indhold lægger på bedste vis op til refleksioner om kunstig intelligens, og ikke mindst hvordan vi kan arbejde med "Computational Thinking" i hverdagen.

Brugt i rette sammenhæng vil enkelte afsnit fint kunne indgå i en række emner eller i tværfaglige projekter på mange niveauer. Umiddelbart vil mange it-ivrige elever og studerende sikkert nemt blive optaget af de spændende og tankevækkende emner og spørgsmål. Men omvendt vil andre hurtigt blive hægtet af. Bogen kræver nemlig en del forudsætninger i it-erfaring og diskussioner på høje abstrakte, niveauer.

Med til at supplere de meget teoretiserende tekstafsnit er en række vældig gode og relevante fotografier –plus ikke mindst nogle sjove og tankevækkende tegninger.

Med bogen får man også adgang til en række videoer, talrige billeder og yderligere tekster – alt i glimrende kvalitet og yderst brugbart.

Bogen er tiltænkt lærere og ledere på ungdomsuddannelserne. Og for denne anmelder er der ingen tvivl om, at den vil kunne danne grundlag for en lang række vigtige diskussioner i lærergrupper og blandt ledere.

Forlaget Systime skal atter have megen ros for en yderst relevant bog. Tilsvarende fortjener Louise Opprud Jakobsen megen ros for at begive sig ud på dette abstrakte område – og slippe særdeles godt fra det.

Del siden på: