Anmeldelse

Team, læringsfællesskaber og ledelse i skolen

Denne antologi handler om teamplanlægning og professionelle læringsfællesskaber i skolen. Bogen stiller skarpt på, hvordan skolen kan organisere og lede skolens professionelle samarbejde om opgaveløsning og læring og henvender sig dermed dels til lærerne og dels til lederne – primært i grundskoleregi.

Anmeldt af Lotte Bank

30. april 2020

Antologien kommer omkring de handlemuligheder, som skolens ledelse og aktører har i skolens praksis. Samtidig belyser forfatterne udviklingen af teamorganisering fra at have været et organ, der blot havde fokus på praktiske opgaveløsninger, til i dag også at have et strategisk råderum. Med det professionelle læringsfællesskab bliver der lagt en mere organisatorisk dagsorden for lærernes samarbejde.

Det professionelle læringsfællesskab bliver skolelederens måde at skabe et rum for medarbejdere, som samarbejder om kerneopgaven at undervise. Det bliver et fælles sprog, en fælles dagsorden/vision og sætter standarden for lærernes praksis og elevernes læringsudbytte. Samtidig baseres undervisningen, som lærerne her lægger for dagen, på forskning og fælles refleksion.

 

forside team.jpg

Om  bogen 

  • Forfatter: Redigeret af Frode Boye Andersen
  • Forlag: Klim
  • Antal sider: 241 sider
  • Pris: 225 kroner.
  • Bogen får ✓✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Antologien har bidrag fra 15 personer, som hver især har arbejdet med blandt andet ledelse og kommunikation, forandringsledelse og uddannelsesområdet. Som læser kommer man derfor godt rundt om alt. Især bidragene fra Merete Storgaard og Preben Olund Kirkegaard er interessante.

Det fine ved antologien er, at læring, undervisning og skoleledelse egentlig ikke behøver at være svært. Helt forenklet handler skoleledelse blot om, at skolen har en kerneopgave, og at aktørerne i skolen har nogle kernekompetencer. Skoleledelse og medarbejderne har begge handlemuligheder i forhold til en fælles dagsorden.

En rigtig fin antologi, der egentlig forenkler kompleksiteten i skoleledelse på en voldsom befriende måde. 

Del siden på: