Anmeldelser

Livet - illustreret

Titlen er ambitiøs, men det er projektet også. At sammenfatte det levede liv, kronologisk med billeder og små tekststrenge, der holder en slags rød tråd. Fra børns jubel i sommerregn og til den gamles kones stilfærdige taknemmelighed over det levede liv, illustreret som en regn af netop – billeder.

Anmeldt af Verner Lynge

3. juni 2020

Seks kapitler sammenfatter det sansede liv. Norske Lisa Aisato har ikke lavet billederne specifikt til bogen, men udvalgt blandt sine arbejder fra de seneste cirka 10 år – især fra Dagbladet/Magasinet.

 
Ved første øjekast en coffee table-book, men hurtigt bliver man opslugt og vakler mellem at fordybe sig i det enkelte billede – eller lade narrativet guide igennem noget, der kunne være en illustreret livsfilosofi, alternativt et vellykket forsøg på at lade ganske korte tekster – egentlig bare åbne refleksioner – være nøgler for de indtagende billeder. ”Billeder” er måske ikke rette betegnelse her?  Illustrationer er mere rammende.

Ved første gennemkig – og der er stof til mange – kan man frustreres lidt over netop teksterne.  Enkelte af dem virker kejtede og støjer i den ordløse fortælling, der hyppigt og ekspressivt er ved at kravle ud af billedkanten.  Men så igen – teksterne holder sig diskret i margenen og holder episk retning i den vidtfavnende fortælling, som livet jo er.

Livet-illustreret.jpg

Om  bogen 

  • Forfatter: : Lisa Aisato
  • Forlag: Forlag Straarup & Co
  • Antal sider: 190 sider
  • Pris: 299 kroner.
  • Bogen får ✓✓✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Aisato anvender hyppigt en teknik, hvor motivets baggrund indeholder udflydende akvarel-toner, dryp fra penslen og en akvarieagtig 3D-effekt.  Tilsvarende syntes forgrunden at træde fysisk ”frem” i billedet. Regnvejret, blomsterstøvet, vinden – løber ud i toner mellem det vilkårlige og det kontrollerede. Metoden er dyrket til det ekstreme af for eksempel Jackson Pollock, men hvor samme Pollock har ladet metoden – ”at male i luften” – være selve hovedelementet, har Aisato ladet sine farvedrops være diskrete rum-elementer omkring motivet. Nogle gange fe-agtigt blidt og færre gange truende stort. 

Kan bogen bruges i undervisning?  Helt sikkert.  Billederne står ekspressivt og stærkt – både som kapitler eller afsnit i en livshistorie, men også som autonome udtryk for savn, længsel, moderlighed. De store følelser.  Der kan skrives tekster om dén tilstand og dét minde.  I dansk, hvor rette tema – for eksempel ’livsdrømme’ – skal have et afsæt.

Ordblinde og svage læsere kan slappe af med en bog, hvor illustrationer ikke er supplement til teksten, men omvendt.  Teksten er en mulighed, men prøv også at skrive din egen. Alle Aisatos figurer har et unikt og personligt udtryk, men især er jeg begejstret for de aldrende kvinder.  En hjertemund – rødmalet og kysselig – får en særlig virkning, når den bliver spidset med karakterrynker, der henter styrke helt oppe fra ørene.  Det er simpelthen vidunderlige kvinder.

LIVET – ILLUSTRERET er et mesterværk med et ben både i det sprogligt episke og det visuelt lyriske.  Det vil være synd at sætte ramme omkring anvendeligheden i undervisning, men den anbefales i særdeleshed, når en stilfærdig eller introvert elev – gerne to – skal have en halv time alene med deres lærer, deres mentor, eller hinanden, og opgaven slet og ret lyder: Fortæl en historie.  Du har én sætning – og et billede.

Del siden på: