Fattigrøv - Denne bog handler om fattigdom blandt børn i Danmark
Adil Erdem har interviewet en række unge, der fortæller deres historie. Forfatteren tager ikke stilling – ud over den stillingtagen, der ligger i overhovedet at give taletid til unge, som er ramt af fattigdom, og dermed sætte emnet til debat
4. maj 2020
Adil Erdem er forfatter til flere bøger, blandt andet ”Rejsen ud af mørket”, som i 2002 blev tildelt Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris.
Denne bog handler om fattigdom blandt børn i Danmark, nærmere bestemt aldersgruppen 12 til 14 år.
Adil Erdem har interviewet en række unge, der fortæller deres historie. Forfatteren tager ikke stilling – ud over den stillingtagen, der ligger i overhovedet at give taletid til unge, som er ramt af fattigdom, og dermed sætte emnet til debat. Vægten er lagt på at lade disse unge komme til orde.
Bogen viger ikke tilbage fra kontroversielle problemstillinger, blandt andet fattigdomsproblemer i Udrejsecenter Sjælsmark, noget, der nok vil kunne vække en frugtbar diskussion ude i klasserne.
Der er ikke tale om en færdig lærebogspakke. Det vil på den ene side i mange sammenhænge være nødvendigt med supplerende materiale: Helt aktuel statistik og debat må søges og formidles til eleverne på anden vis. Men på den anden side er det bogens styrke, at den fortæller personlige beretninger om fattigdom.
Om bogen
- Forfatter: Adil Erdem
- Forlag: Straarup & Co
- Antal sider: 60 sider
- Pris: 259,95 kroner.
- Bogen får ✓✓✓✓✓
Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.
Forfatteren skriver lidt baggrund – og gør det godt – men vægten er lagt på interviewene og beretningerne. Fattige unge i Danmark kommer til orde uden filter, hvilket er bogens kerne og store værdi. Det giver den også et præg af integritet og helstøbthed.
Man fornemmer, at forfatteren ikke bare har lavet en række interviews, men fulgt sine hovedpersoner gennem længere tid. Han har den empati og forståelse, der giver hovedpersonerne mod på at åbne op om dybt personlige forhold. Forhold, der af mange ses som skamfulde og stigmatiserende i dagens Danmark - som det også fremgår af bogens beretninger.
Forlaget tænker bogen anvendt i undervisningen i samfundsfag i grundskolen samt på ungdoms- og voksenuddannelser. Den ville dog også kunne bruges i danskundervisningen med udbytte, når man for eksempel diskuterer genrer, journalistiske modeller, interviewteknik og naturligvis fattigdomsbegrebet, som det behandles i litteratur, journalistik og medier.
Forlaget har nu lagt gratis undervisningsmateriale på nettet, udarbejdet af Troels Mortensen. Det kan enten læses direkte eller downloades - og printes ud, hvis man ønsker det. Det omfatter også et afsnit med inspiration og henvisninger til andet relevant materiale
Opgaverne er både analyserende, perspektiverende og udfordrende, og supplerer bogen glimrende. Man vil kunne skabe nogle rigtigt gode undervisningsforløb.