Bi - Seksuel orientering med vægten lagt på biseksualitet.
Denne letlæselige antologi handler om seksuel orientering med vægten lagt på biseksualitet. Bogen består af 19 fortællinger om LGBT, det vil sige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede med flere. Forfatteren benytter selv disse begreber i bogen. De yngste personer i bogen går i 9. klasse og den ældste er folkepensionist.
29. april 2020
Denne letlæselige antologi handler om seksuel orientering med vægten lagt på biseksualitet. Bogen består af 19 fortællinger om LGBT, det vil sige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede med flere. Forfatteren benytter selv disse begreber i bogen. De yngste personer i bogen går i 9. klasse og den ældste er folkepensionist. Fortællingerne er samtidig et indblik i den kamp, der har været på LGBT-fløjen i forhold til erhvervelse af frihedsrettigheder og friheden til selv at bestemme sin egen seksuelle orientering.
Til hver fortælling er der et afsnit med bemærkninger, der tilfører den enkelte historie en slags kontekst i form af familiebaggrund eller mere generelle ting. Bagerst i bogen er bragt en ordliste, hvor ord/begreber som bøsse, heteroseksuelle, samkønnet ægteskab og ”at springe ud” bliver forklaret. De forskellige faktuelle oplysninger gør det nemmere for læseren at sætte sig ind i stoffet, og samtidig får de enkelte personhistorier en relevans. Bagerst i bogen er også bragt en kontaktliste med blandt andet foreninger og hjælpeorganisationer.
Om bogen
- Forfatter: Af Vivi Jelstrup
- Forlag: Skriveforlaget
- Antal sider: 141 sider
- Pris: 119,95 kroner.
- Bogen får ✓✓✓✓✓
Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.
Vi hører for eksempel om Sebastian, der går i 9.klasse og både tiltrækkes af drenge og piger. Vi møder også den spontane Berit, der ikke kun er tiltrukket af begge køn, men oftest tiltrækkes af folk, som er ældre end hun. Og om Mehmet, der er af anden etnisk herkomst end dansk – og som derfor tilhører to minoriteter; han er indvandrer og biseksuel (se side 96).
Antologien her kan især bruges i danskundervisningen og måske samfundsfag på ungdomsuddannelserne og VUC, men også fra 7-8.klasse i seksualorientering.
Bogen kunne godt have været struktureret anderledes. Som læser får man først alle de 19 historier og derefter cirka 45 sider med bemærkningerne til hver enkelt historie. Man sidder som læser og bladrer frem og tilbage i bogen. Antologien bringer dog indblik i en minoritetsgruppe, der ikke er så synlig. Prisen for denne usynlighed kan føre til ensomhed og depression blandt de biseksuelle, som forfatteren skriver i forordet.
Bogen er i øvrigt trykt med læslæselig skrift.